Vedtægter

Sønderborg Yacht-Club (SYC)
Vedtægter


(Revideret iflg. Generalforsamling d. 18. november 2023)

 

§ 1 Navn og hjemsted

 

Stk. 1:

Sønderborg Yacht-Club, der er stiftet i 1904, er hjemmehørende i Sønderborg kommune.

 

Stk. 2:

Klubnavnet Sønderborg Yacht-Club forkortes i almindelighed til SYC.


§ 2
 Formål, stander og emblem

 

Stk. 1:

Sønderborg Yacht-Club er opdelt i en senior- og en juniorafdeling.

 

Stk. 2:

SYC’s formål er at dygtiggøre medlemmerne i sejlads, sømandskab og navigation, og varetage opgaver af fælles interesse for klubbens medlemmer, samt udbygge kammeratskabet.

 

Stk. 3:

Klubbens stander er hvid med blåt kors og i øverste inderste hjørne en rød femtakket stjerne.

 

Stk. 4:

Klubbens bomærke er et marineblåt rundt mærke med navnet Sønderborg Yacht-Club i guld anbragt langs periferien mellem to gyldne cirkler. I den inderste cirkel er anbragt klubstanderen og under den bogstaverne SYC i rødt.

 

Stk. 5:

Klubbens emblem er som klubbens stander.


§ 3 Forhold til højere idrætslige instanser

 

Stk.1:

Sønderborg Yacht-Club er medlem af Dansk Sejlunion og dermed samtidig medlem af Dansk Idræts Forbund og således underkastet disses love, vedtægter og regler, samt amatør- og ordensregler. Klubben er også medlem af Dansk Handicap-Idræts-Forbund.

 

Stk. 2:

Sønderborg Yacht-Club er tilsluttet Lillebælt Syd Kreds under Dansk Sejlunion, samt Samvirkende Idrætsforeninger i Sønderborg.


§ 4 Optagelse af medlemmer

 

Stk. 1:

Begæring om optagelses om medlem, sker ved oprettelse på klubbens hjemmeside www.syc.dk. Optagelse er gyldigt, når kontingent og indmeldelsesgebyr er betalt; dog undtaget hvis stk. 4.2 ikke er opfyldt.

 

Stk. 2:

Det er en forudsætning for optagelse som medlem, at vedkommende på optagelsestidspunktet ikke er i kontingentrestance eller har anden gæld til SYC, anden sejlklub under Dansk Sejlunion eller Sønderborg Lystbådehavn A.m.b.a.

 

Stk. 3:

Ethvert nyt medlem modtager en velkomstmail med login-information til klubbens hjemmeside, som dokumentation for medlemsskab. Medlemskort udstedes ikke. Registreringen af medlemskab kan ses og rettes på klubbens hjemmeside ved at logge på www.syc.dk med oplyst login information. Aktuelle vedtægter er tilgængelige på klubbens hjemmeside.

 

Stk. 4:

Seniorafdelingen:
a) Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 18 år.
b) Som passivt medlem - uden stemmeret - kan optages enhver, der ønsker det.
c) Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen, hvis beslutning herom kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af klubbens vedtægter, jf. paragraf 16. Valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen. Æresmedlemmer betaler intet kontingent, men har i øvrigt rettigheder som aktive medlemmer.

     

Stk. 5:

Juniorafdelingen:
a) Enhver kan optages som aktivt juniormedlem til og med det år, hvori de fylder 19 år. Optagelsen af umyndige som medlemmer af klubben kræver samtykke fra forældre/værge.
b) Juniorafdelingen ledes af et udvalg på 5 personer, hvor formanden er aktivt medlem af seniorafdelingen.
c) Juniorformanden vælges hvert andet år (ulige år) på klubbens generalforsamling, jf. paragraf 11, stk. 3a.

 

Stk. 6:

Studenterafdelingen:

Som studentermedlem kan optages enhver, der er fyldt 18 år, og som er heltidsstuderende med studiekort. Medlemskab som studentermedlem udløber med udgangen af året, hvor studiekortet udløber, hvorefter studentermedlemmet skal tage stilling til anden form for medlemskab. 

 

Stk. 7:

SYC Vandsport:

a) Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 18 år og som ønsker, at benytte klubbens aktiviteter indenfor SUP board og andre vandsportsaktiviteter, som måtte blive etableret i fremtiden og som ikke relateres til traditionel sejlads herunder kapsejlads.
b) Personer som, der er under 18 år og ønsker at være en del af SYC vandsport indmeldes som junior jf. Stk. 5.

 

Stk. 8:

E-sejlsport:
a) Som medlemmer kan enhver der ønsker at være aktiv indenfor e-sejlsport optages som medlem. Medlemskabet giver alene ret til at være aktiv indenfor e-sejlsport.
Medlemskabet har ikke stemmeret.

§ 5 Kontingent

 

Stk. 1:

Kontingentet for de forskellige medlemsgrupper og indskud fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling og skal til enhver tid mindst svare til det af Dansk Idræts Forbund ansatte minimumskontingent (jf. § 3, stk. 1).

 

Stk. 2:

Ægtepar eller ligestillede, kan betale et særligt fælleskontingent, som modsvarer 2 seniormedlemmers rettigheder og pligter. Også dette kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.

 

Stk. 3:

Kontingentet indbetales helårsvis forud inden 1. februar.

 

Stk. 4:

Medlemmets kontaktinformation, så som bopælsadresse, e-mail adresse, telefonnumre m.v. skal medlemmet selv sikre er ajourført i klubbens system ved at logge på klubben hjemmeside og sikre sig, at de korrekte informationer er til stede. I undtagelsestilfælde kan kontaktinformationer ajourføres ved at medlemmet retter skriftlig henvendelse til den person, bestyrelsen har udpeget medlemsadministrationen.

 

   


§ 6 Udmeldelse – eksklusion

 

Stk. 1:

Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til den person, bestyrelsen har udpeget hertil med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse.

 

Stk. 2:

Når et medlem er i kontingentrestance udover 3 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftlig varsel ekskludere vedkommende.

 

Stk. 3:

Erfarer bestyrelsen, at et medlem trods § 4, stk. 2 er optaget med en kontingentrestance, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftlig varsel ekskludere vedkommende.

 

Stk. 4:

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

 

Stk. 5:

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og medlemmer kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.

 

Stk. 6:

I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende medlem har adgang til denne med ret til at forsvare sig.

 

Stk. 7:

Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen til generalforsamlingen.

 

Stk. 8:

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af klubbens vedtægter, jf. § 16. Dette afgøres af generalforsamlingen ved skriftlig afstemning.

 

Stk. 9:

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion. Dette afgøres af generalforsamlingen ved skriftlig afstemning.


§ 7 Ordinær generalforsamling

 

Stk. 1:

Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, klubbens øverste myndighed i alle klubbens anliggender. 

 

Stk. 2:

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i november måned, indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne (pr. brev eller e-mail) samt meddelelse på klubbens hjemmeside. Dagsordenen med indkomne forslag bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen afholdelse på klubbens hjemmeside.

 

Stk. 3:

Vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest den 1. september og udsendes sammen med indkaldelsen til ordinær generalforsamling.

 

Stk. 4:

Andre forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden skriftligt i hænde senest 14 dage før den ordinære generalforsamling.

 

Stk. 5:

Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, der har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.


§ 8 Dagsorden

 

 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år ved formanden.
3. Juniorafdelingens beretning for det forløbne år ved juniorformanden. 
4. Beretninger fra SYC’s faste udvalg.
5. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år. 
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Behandling af indkomne forslag.
8. Valg af formand (lige årstal)
9. Valg af juniorformand (ulige årstal)
10. Valg af kasserer (ulige årstal).
11. Valg af den øvrige bestyrelse, jf. § 11, stk. 3b og c.
12. Valg af revisor og revisorsuppleant, jf. § 14.
13. Nedsættelse af faste udvalg.
14. Eventuelt


§ 9 Generalforsamlingens ledelse mv. 

 

Stk. 1:

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. 

 

Stk. 2:

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. dog § 6, stk. 8 og 9, § 16 og § 17, stk. 2. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal på begæring fra 1 stemmeberettiget medlem afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

 

Stk. 3:

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.


§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

 

Stk. 1:

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst ¼ stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

 

Stk. 2:

Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7, stk. 2.


§ 11 Bestyrelse - valg:

 

Stk. 1:

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne. 

 

Stk. 2:

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og består af klubformand, juniorformand, kasserer, samt 4 (fire) øvrige bestyrelsesmedlemmer. Valgbar er ethvert medlem, der er fremmødt - eller som skriftligt har erklæret sig villig til at modtage valg.

 

Stk. 3:

Valg af bestyrelse foregår på følgende måde:
a) Klubformand og juniorformand er skiftevis på valg ved generalforsamlingen. Klubformanden er på valg lige årstal og juniorformanden ulige årstal.
b) Kassereren og 2 (to) bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert andet år (ulige årstal).
c) 2 (to) bestyrelsesmedlemmer og 1 (én) bestyrelsessuppleant er på valg hvert andet år (lige årstal).


§ 12 Konstituering - tegningsret 

 

Stk. 1:

Bestyrelsen konstituerer sig snarest - dog senest inden 14 dage - efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde med næstformand og sekretær.

 

Stk. 2:

Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.

 

Stk. 3:

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden, er til stede, jf. dog § 6, stk. 4.

 

Stk. 4:

I formandens forfald indtræder næstformanden i hans/hendes sted. 

 

Stk. 5:

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

 

Stk. 6:

Klubben tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

Bestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen.

 

Stk. 7:

For klubbens gæld hæfter alene klubbens formue.

 

Stk. 8:

Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens godkendelse stifte gæld, udover klubbens formue.


§ 13 Regnskab

 

Stk. 1:

Klubbens regnskabsår er i tiden 01.10. - 30.09. I regnskabsåret 2016-17 dog 01.09 - 30.09

 

Stk. 2:

Bestyrelsen skal ved kassereren i oktober måned afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 30.09. til revisorerne.

 

Stk. 3:

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

 

Stk. 4:

Driftsregnskab og status bekendtgøres for klubbens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. 


§ 14 Revision

 

Stk. 1:

På den ordinære generalforsamling vælges revisor og revisorsuppleant således:
a) 1 (én) revisor og 1 (én) revisorsuppleant er på valg hvert andet år (lige årstal).
b) 1 (én) revisor og 1 (én) revisorsuppleant er på valg hvert andet år (ulige årstal). 

 

Stk. 2:

Revisorerne skal hvert år i oktober måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.


§ 15 Nedsættelse af faste udvalg

 

 

Generalforsamlingen/bestyrelsen kan oprette/nedlægge faste udvalg.


§ 16 Vedtægtsændringer

 

 

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.


§ 17 Klubbens opløsning

 

Stk. 1:

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

 

Stk. 2:

Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

 

Stk. 3:

På generalforsamlingen skal samtidig træffes beslutning om, hvorledes der skal forholdes med klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog at simpelt stemmeflertal her er tilstrækkeligt. 

 

Stk. 4:

I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål.


§ 18 Vedtægternes godkendelse

 

 

Disse vedtægter, der er i nøje overensstemmelse med Dansk Idræts Forbunds vedtægter, er vedtaget på generalforsamlingen den 18.11.2023, (opdatering af §12 stk. 6) og erstatter vedtægterne af 20.11.2021.