Handicapafdelingen

SYC's handicapafdeling så dagens lys i 1989. Takket være et energisk og 100% frivilligt arbejde fra SYC's medlemmer og stor velvilje fra vore mange sponsorer, er det lykkedes at få stablet en afdeling på benene, hvor vi med fire Olsen Twin både, og fem 2,4 mR’ere, kraner og pontonbroer har fået skabt optimale betingelser for fysisk handicappedes mulighed for at dyrke sejlsport.

Fra den første spæde start med tre handicappede sejlere og en enkelt mini-12’er, som de hed dengang og frem til i dag, hvor sæsonen 2011 står for døren med 14 handicappede sejlere er der løftet en enorm arbejdsbyrde og foretaget en betragtelig investering i materiel. Det hele har været båret af frivillig arbejdskraft, der er rekrutteret blandt SYC’s medlemmer, som altså har fundet tid til at give en hånd med som hjælper og instruktør ved siden af, at de i de fleste tilfælde har eget skib at se til med alt, hvad det indebærer.

 

SYC har fra starten kunnet fastholde dette tilbud til handicappede takket være en flot og generøs støtte fra vore sponsorer, små som store, som hver for sig har bidraget og fortsat bidrager til at dette tilbud kan fortsætte. Der er således grund til at takke såvel frivilige hjælpere som sponsorer, når vi i dag kan notere afholdelsen af VM for handicappede sejlere i 2005 med SYC som værter og udnævnelsen af SYC  til udviklings- og træningscenter for handicappede sejlere som to foreløbige højdepunkter. 

 

Bådtyper 

SYC har valgt at satse på to bådtyper: 2,4 mR, som er en 1 mands båd, og Olsen Twin båden, som er en 2-mands båd.

Du vil hurtigt finde dig tilrette i en 2,4 mR eller en Twinner. Begge både er udstyret med en rullefok. Mens 2,4 mR'en lige skal have storsejlet monteret, så kan Twinneren være ude at sejle på 10 minutter, idet storsejlet ligger pænt foldet sammen under bompressenningen og er lige til at sætte. Det kan ikke undgås, at når der skal sejles stærkt, så vil begge både tage vand ind, men bare rolig, de er begge udstyret med en lænsepumpe, så med et par hurtige armtag og fornuftig sejlgarderobe er det ikke noget problem, men måske med til at skærpe din opmærksomhed.

 

2,4 mR (mini-12'eren)

Mini-12meter båden eller som den hedder i dag 2,4 mR er en 1:5 ”skalamodel” af de oprindelige 12 meter både, der blev brugt i Americas Cup. Den har bevaret en stor del af de fine sejlegenskaber, ligesom den ikke kan vælte. I hård vind vil den blot lægge sig ned på siden. Da der er rigeligt med opdriftsmidler for og agter kan den heller ikke synke. Den er desuden let at styre og skæg at sejle i.

2,4mR’eren kræver, at du er i stand til selv at håndtere skøder og ror, derfor skal du være rimelig selvhjulpen og have fuld førlighed i mindst 1 arm – roret kan indrettes, så du kan styre med fødderne

 

Olsen Twin båden 

Olsen Twin båden er en videreudvikling af 2,4mR’eren fra Søren Olsen, Hundslund, idet den er gjort lidt bredere og blevet forlænget, hvilket gør det muligt at tage en instruktør med ud på vandet. Desuden er alle skøder og liner ført med bagud, så alt kan styres fra den bagerste plads, mens forgasten tager sig af forsejl og ror, der er én håndsbetjente. Den er overraskende godt og hurtigt sejlende selv i let vind, ligesom den heller ikke kan vælte eller synke.

 

 

Sejloplevelsen

Du kan vælge at sejle selv - eller for så vidt du ikke har mod på at begive dig ud på egen hånd få en erfaren sejler/instruktør med dig. Fornemmelsen af at skibet gør, som du/I vil have det, kan ikke beskrives, den skal simpelthen opleves. Det samme skal den stille sejlads på Sønderborg bugt, hvor alene vinden i sejlene høres, ligesom du vil komme til at fryde dig over, hvor stærkt det kan gå, når vinden er i det humør.

Sikkerheden til søs er naturligvis sat i højsædet, hvilket betyder, at du får lov at prøve kræfter med vind og vand i takt med, at du modtager fornøden undervisning og vejledning af vore instruktører, der alle er erfarne sejlere i SYC. Der vil desuden være hjælpere på vandet, som hurtigt kan komme dig til hjælp, ligesom det er en selvfølge, at vi alle har en redningsvest på, når vi er på vandet.

 

Kan det lade sig gøre? 

Du skal ikke spekulere på, om du kan komme ud at sejle, du skal blot blive enig med dig selv om, at du gerne vil ud at sejle. Det er ikke noget problem, at du er kørestolsbruger. Du kan kontrollere begge bådtyper siddende i båden, du vil ikke skulle ud at hænge på siden eller lignende.  Desuden har vi pontonbroer, hvor du vil kunne køre direkte fra land og ud til den båd, du vil sejle i. Takket være vore kraner er det ingen sag at sætte dig ned i båden - eller for så vidt få dig op igen.

 

Hvornår sejles der?

I sæsonen fra april til slut september sejles der to aftener om ugen mandag og onsdag - først på sæsonen fra 18.00 -21.00 og efter sommerferien fra 17.30-20.30.

 

Hvem kan deltage?

Sejlsport har ingen alder og derfor står tilbuddet åben for alle fysisk handicappede, senhjerneskadede og svagtseende og blinde fra ca. 12 år og opefter. Vi forudsætter desuden, at du har lyst til at lære at sejle og forventer at du med dit gode humør vil være en positiv gevinst for det gode kammeratskab.

 

Hvad koster det?

Alt vort grej er sponseret, så vi er i stand til at tilbyde dig at deltage ved at betale det normale klubkontingent, mens resten er gratis. Lad os sige det med det samme: Den stille tur på bugten er bestemt hyggelig, men når sejlsport skal være rigtig sjov, så skal vi bruge noget vind og med vind følger vand, så du finder hurtigt ud af, at dit almindelige regntøj ikke kan hamle op med noget godt sejlertøj, så du får en nødvendig investering i en redningsvest og sejlertøj, alt i alt vel omkring 2000 kr. i en acceptabel kvalitet. Du kan låne en redningsvest af klubben, indtil du finder ud af, om det her er noget, du kan lide. Vi hjælper gerne med at finde det helt rigtige.             

 

Vore forventninger til dig

Vi lægger vægt på, at enhver hjælper til efter evne i arbejdet med at vedligeholde vore både. Vi har hjælpere, som gerne træder til, men du har lysten og kræfterne til selv at give et nap med, når der skal pudses og poleres, så er du mere end velkommen til det - i øvrigt er det en nok så hyggelig ting at være med i forberedelserne til en ny sæson.

Udover forårsklargøringen er det også relevant at bruge nogle af de mørke vinteraftener - typisk 1 aften om ugen i februar/marts - til at friske teorien op. Det er samtidig en kærkommen lejlighed til dels at opfriske sommerens erfaringer og helt automatisk stiger forventningens glæde frem til foråret, hvor vandet omsider er varmt nok til, at vi kan komme ud at sejle igen.                   

 

Er du til kapsejlads?

SYC Sønderborg er 1 af 5 udviklingscentre for handicapsejlads, som med støtte fra Dansk Sejlunion (DS) og Dansk Handicap Idrætsforbund (DHIF) arbejder for at fysisk handicappede, senhjerneskadede, svagtseende og blinde får del i glæden ved sejlsport, det være sig som hyggesejlads eller kapsejlads.

 

Vore 4 Twinbåde er oplagte at bruge til kapsejlads, men 2,4mR’erne er nu også ganske anvendelige til en hurtig dyst, så går dine lyster i den retning, hører vi meget gerne fra dig.

 

Uanset om du har lyst til at være med på holdet af handicappede kapsejlere i mini-12 eller Olsen Twin, eller du i første omgang kunne have lyst til at finde ud af, hvad vi går og laver, så synes vi, det er en god idé at komme ned og kigge til   os en mandag eller onsdag aften. Hvis du ringer til os forinden, kan vi sagtens aftale en prøvetur, hvor du kan finde ud af, om sejlsport er noget for dig.

 

Formand f. handicapafdelingen
Erling Duus